Forslag til
tekst til filmen om Jens Frederiksen.
Ude ved
Himmerlands kattegatkyst ‑ i læ bag havbakkerne ‑ ligger landsbyen Als.
I midten af
forrige århundrede ‑ før udflytningen rigtig kom igang ‑ var der i byen 25 gårde
og dobbelt så mange huse.
De lave ståtækte
bygninger lå spredt mellem hinanden ‑ forbundet med snørklede og smalle veje.
Der var mange
forskellige erhverv i det lille samfund, som jo på det nærmeste var
selvforsynende; men det var ikke noget velhavende samfund, og selv om folk var
ihærdige og påpasselige, kunne det i perioder være svært for mange at brødføde
de dengang store, børnerige
familier.
På grund af
havets nærhed havde de fleste mennesker i byen fiskeri som bibeskæftigelse ‑
ligegyldigt hvilket arbejde, man ellers havde.
Her ‑ i det lidt
afsidesliggende samfund ‑ blev der i 1854 født en dreng, der senere i sit liv
skulle få betydning for både by og egn.
Drengen, der ved
dåben i Als kirke blev navngivet Jens Jørgen Frederiksen, var af gammel
Als‑slægt, og han kunne føre sin stamtavle mindst 100 år tilbage. Hans fader,
Frederik Jensen, havde opfyldt sin soldatertjeneste som dragon under
tre‑årskrigen i Slesvig, og da han blev hjemsendt, vendte han tilbage til sin
fødeby.
Her blev han i
1853 gift med Christiane Jørgensdatter, og samme år købte han sit fødehjem af
godsejer Jacob Kjellerup. Gården havde indtil da været fæstegård under
Visborggård.
Som nygift og
selvejer kunne Frederik Jensen nu få foden under eget bord. Ejendommen, der lå
midt i byen lige syd for Flouen, var ikke særlig stor. Der kunne holdes en hest
og et par køer, og de 6 tønder land, der hørte til ejendommen, lå spredt flere
forskellige steder; ja, der var op til 3 kilometer til de marker, der lå længst
væk fra byen.
Det var meget
tidkrævende at drive jorden ‑ blandt andet på grund af afstanden og vejenes
tilstand, så det var svært for Frederik Jensen som landmand at brødføde sin
familie.
Han gav sig
derfor af med lidt handel, og blandt andet opkøbte han fisk, som han så kørte
ind i landet og solgte.
Under disse
vilkår og forhold voksede sønnen Jens Frederiksen op. Han havde det vel som de
andre børn i byen ‑ med lidt skolegang og var ellers medhjælper ved landbruget
derhjemme og hyrdedreng om sommeren.
Da han var 13 år
kom han som tjenestedreng til sin morbror, men der var han kun en sommer. Så
døde hans yngre bror Niels, og han måtte hjem for at hjælpe til på ejendommen.
Et årstid efter
fik han foræret en violin af sin bedstefar, og inden længe kunne denne 15‑års
knægt tjene lidt penge ved at spille til liegstouw og gilder.
Efter et par år
var Jens blevet så dygtig, at han kom med i et 8‑mands orkester, der spillede
til folkefester og markeder over hele Himmerland, og musikken fik større og
større tag i ham.
22 år gammel fik
han ansættelse som regimentsmusikker ved 6 batilions musikkorps. Her blev han ‑
ifølge hjemsendelsespapirerne ‑ uddannet som hornblæser III; men han fik også
lært musikteori, og han fik den grundlæggende viden, han senere kunne bruge som
musiklærer og orkesterleder.
Da han havde
været regimentsmusiker i godt 2 år tog han sin afsked ‑ lønnen var ikke særlig
stor ‑ og vendte hjem til Als.
Her fortsatte han
med at spille til fester og sammenkomster, og han begyndte også at give lidt
musikundervisning.
I øvrigt deltog
Jens Frederiksen ivrigt i byens liv, og han var en af drivkræfterne bag oprettelsen af afholdsforeningen.
Med sin musik
blev han det samlende punkt i afholdssalen, hvor han spillede til liegstouw,
folkefester, juletræ og dilettant. Her kunne man opleve det usædvanlige for en
by af Alses størrelse, at syngespil blev akkompagneret af en strygekvartet ‑ ja,
endog en kvintet med fløjte og klarinet.
Men livet var jo
andet end musik. I 1885 blev han udnævnt til strandfoged og 2 år senere køber
han et større landbrug. I 1895 løser han næringsbrev som møller; så foruden at
være spillemand og musiklærer er han fisker, landmand, strandfoged og møller.
På det grundlag
skulle det være muligt at forsørge en familie, og året 1900 gifter han sig da
også med den 21‑årige Dorthea Pedersen fra Halvrebene.
I ægteskabet
kommer der 10 børn ‑ en pige og ni drenge. Datteren døde som 18 årig af den
spanske syge, og en dreng døde som ganske lille, men de øvrige 8 sønner lærte at
spille hos deres far.
Der begyndte nu
en hektisk tid, for sammen med sine egne drenge tog han alle drenge og unge, der
var interesseret i musik, til undervisning.
Det var et sejt
og nok også lidet påskønnet arbejde; men han hersede med dem og kultiverede dem
musikalsk, så det til sidst hang godt fast.
Dette beviste han
med en koncert i afholdssalen i 1917. Koncerten blevet af Jens Frederiksens
højdepunkter, og den vakte opmærksomhed viden om.
Med sit orkester
opførte han en symfonikoncert, hvor blandt andet Bethovens symfoni nr 1 var på
programmet, og orkesteret ‑ der ved denne lejlighed var på 18 musikere ‑ var med
undtagelse af pianisten, alle tidligere elever af Jens Frederiksen.
Der kom mange
koncerter efter denne, og der blev spillet til bryllup, sølvbryllup og andre
familiefester, og i mange år spillede orkesteret til salmerne i Als kirke
juleaften.
Jens Frederiksen
kom med i Himmerlandskvadrillen ‑ en afdeling af foreningen Danske Folkedansere
‑ og gennem den fik han mange store og spændende oplevelser. Den største var nok
rejsen til England i 1929, hvor Himmerlandkvadrillen optrådte med folkedans i
THE ROYAL ALBERT HALL.
Men også
herhjemme var der bud efter spillemanden. Han spillede i radioen og til
Rebildfest, og i 1938 spillede han sammen med 3 sønner på landsudstilling i
Bellahøj.
Fra 1928
samarbejdede han med Poul Lorentsen fra Rold om at indsamle de gamle almuedanse
og viser og derved redde dem fra at forsvinde i glemsel.
Jens Frederiksen
optegnede og tilrettelagde melodierne og Lorentsen beskrev dansene.
I 1935 blev Jens
Frederiksen Dannebrogsmand for sit store og uegenyttige arbejde, og i 1940 på
sin 86 års fødselsdag, kunne han fejre sit 70‑års jubilæum som spillemand.
Den 19. april
1943 døde Jens Frederiksen, og han blev begravet ved den østlige kirkegårdsmur
på Als kirkegård.
En natursten med
en indhugget lyre, viser hans sidste hvilested.